Mobility Denmark og Dansk Bilforhandler Union har på vegne af en række medlemmer indgået forlig i sager om krænkende brug af flere bilmærkers logoer på forhandlernes hjemmeside i forbindelse med salg af brugte biler.
Dansk Bilforhandler Union er enig i, at den konkrete brug af logoerne var en krænkelse, og
ærgrer sig over situationen.
Der er nu indgået forlig, hvor bilforhandlerne er ophørt med at krænke bilmærkernes logoer
og har forpligtet sig til ikke at bruge logoer på en krænkende måde i fremtiden.
Dansk Bilforhandler Union har på vegne af de af deres medlemmer, der var omfattet af det
oprindelige krav, forhandlet et forlig på plads. Det oprindelige fremsatte krav er reduceret
til omtrent halvdelen. Bilforhandlerne betaler et rimeligt vederlag for at have krænket rettighederne til udvalgte bilmærkers logoer. Baseret på krænkelserne og retspraksis er der er opnået enighed om, at et rimeligt vederlag er 45.000 kr. for hver krænkelse.
Hjemmesideløsning fra leverandør fritager ikke for ansvar
I de konkrete sager havde de to bilforhandlere ikke selv designet deres hjemmesider. De
havde begge købt en standardiseret løsning fra en hjemmesideleverandør, hvor selve designet lagde op til, at der blev vist logoer.
Begge standarddesigns lagde på forskellige måder op til, at der skulle vises en præsentation af logoer for de bilmærker, som forhandlerne solgte. Det ene standarddesign var også sat sådan op, at der blev sat et logo fra det relevante bilmærke på fotoet af den bil, som konkret var til salg.
Det er den enkelte bilforhandler selv, der har ansvaret for sin markedsføring – det gælder
også, selvom man har købt en løsning fra en hjemmesideleverandør eller fået sin markedsf
øring udarbejdet af en anden aktør, fx et reklamebureau.
Disse illustrationer viser, hvordan bilmærkernes logoer blev brugt (markeret med pilmarkeringer):
Illustration 1: Brug af et eller flere figurmærker på hjemmesidens forside [se pilmarkering]

Illustration 2: Brug af et eller flere figurmærker på hjemmesidens footer [se pilmarkering]

Illustration 3: Brug af et eller flere figurmærker på en underside om ’Mærker’

Illustration 4: Brug af et eller flere figurmærker indsat på foto af bil til salg [se
pilmarkeringer]

Opfordring til branchen
Sagen viser behovet for øget opmærksomhed på området. Dansk Bilforhandler Union opfordrer derfor sine medlemmer til at gennemgå deres hjemmesider og øvrige markedsføring for at sikre, at brug af andres varemærker sker i overensstemmelse med reglerne.
Kort om reglerne
Når man sælger brugte biler, er det ofte nødvendigt at oplyse, hvilket bilmærke, model mv.
den konkrete bil er. Brug af beskyttede ordmærker, f.eks. “[Mærke, Model]”, er i den forbindelse som udgangspunkt lovlig, så længe det sker loyalt og alene for at beskrive den bil, der sælges.
Eksempelvis vil det være lovligt, at et ordmærke indgår i beskrivelsen “[Mærke, model, variant]”, sammen med et neutralt billede af den bil, som er til salg.
Brug af bilmærkers logoer kræver derimod som udgangspunkt samtykke fra varemærkeindehaveren. Det skyldes, at brugen sjældent vil være nødvendig for at beskrive den bil, som er til salg. Derudover kan det give indtryk af en erhvervsmæssig forbindelse mellem forhandleren og bilmærket, hvilket ikke er tilladt.
Mobility Denmark og Dansk Bilforhandler Union opfordrer deres medlemmer til at søge juridisk rådgivning eller kontakte deres brancheforeninger, hvis der er tvivl om reglerne for brug af varemærker.





