Der er god grund til at holde din bil ren. Dels ser en blankpoleret bil pænere ud. Men endnu vigtigere holder din bil også længere, hvis du vasker den med jævne mellemrum. Snavs holder nemlig på fugten, og dermed giver en snavset bil også risiko for rust og skader i lakken. Derfor er det vigtigt, at du giver din bil en grundig vask i ny og næ – især om vinteren, hvor vejret generelt er mere fugtigt. Men hvordan får du den perfekte bilvask? Vi har samlet en håndfuld gode råd.
Forbered bilen til vaskehallen
Manuel vask er helt klart den mest grundige løsning, når bilen skal være ren. Vask i hånden tager dog lang tid, hvorimod tankstationernes vaskehaller klarer jobbet på få minutter – oven i købet med et fornuftigt resultat.
Det kan dog godt betale sig at forberede bilen manuelt, inden du kører den ind i vaskehallen. Det gør du bedst ved at give bilen en omgang sæbevand, så snavset bliver blødt op.
Giv desuden forrude, front, nummerplader og fælge en omgang med vand og børste. Pas også på viskebladene på vinduesviskerne, som nemt tager skade af vaskens kemikalier. Dæk dem eventuelt til med de vaskeposer, du ofte finder på tankstationens klargøringsområde.
Vælg den billigste vask
Den automatiske vask kommer ikke ind i alle hjørner og kroge af bilen, og desuden kan visse funktioner i vaskehallen være direkte skadelige for din bil. Eksempelvis gør undervognsvask ofte mere skade end gavn. Trykket i dyserne til vasken er nemlig meget højt, og da dyserne også sidder meget tæt på bilens undervogn, ødelægger de rustbeskyttelsen på undervognen.
Derfor bør du altid vælge den billigste vask og som supplement spule undervogn og hjulkapsler med en vandslange. Det giver et langt mere effektivt resultat og sparer dig for rust på grund af ophobet snavs og ødelagt rustbeskyttelse.
Vask bilen i hånden 2-4 gange årligt
Sæt en time eller to af til en manuel håndvask mindst to gange om året – og gerne flere. Det sikrer, at du får fjernet ophobet snavs. Det er dog vigtigt, at du rengør bilen med en blød børste, så du skåner lakken mest muligt. Undgå at trykke for hårdt, og brug rigelige mængder vand.
Giv desuden bilen en manuel lakforsegling én gang om året. Drop forseglingen i vaskehallen. Ligesom den automatiske undervognsvask er den automatiske forsegling heller ikke særlig effektiv.