|

Søg

Søg
Close this search box.

|

Brugtbilsbranchen føler sig udskammet af Folketingets partier

Del dette opslag
Den 14. august offentliggjorde Transportministeriet en ny politisk aftale indgået mellem regeringen og Folketingets øvrige partier. Aftalens formål er at stoppe de ulovlige såkaldte sms-syn, hvilket Dansk Bilforhandler Union – DBFU naturligvis støtter op om. Men aftalen udpeger samtidig specifikt brugtbilsforhandlerne som brodne kar, der som de eneste skulle benytte ulovlige sms-syn. DBFU har i den forbindelse rejst kritik af aftalens ordlyd i form af en henvendelse, til samtlige trafikordførere på Christiansborg samt til transportminister Thomas Danielsen (V).

Der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Bilforhandler Union – DBFU støtter op om tiltag, der kan stoppe de ulovlige sms-syn, herunder skærpede tilsyn med henblik på at stoppe denne ulovlige og sikkerhedsmæssigt uforsvarlige praksis. Men det skærer i DBFU’s øjne og ører, at aftalens pkt. 6 kun omhandler brugtvognsforhandlere, der således udråbes som skurkene.

I forhold til de 8 tiltag, der foreslås indført, har DBFU derfor nogle væsentlige kommentarer til pkt. 6. ”Uanmeldt tilsyn hos brugtvognsforhandlere”:

  • DBFU ser ikke formålet med indførelse af uanmeldte tilsyn hos bilforhandlerne. Syn af køretøjer foregår i en godkendt synshal og ikke hos bilforhandlerne. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvilken effekt, der ønskes opnået ved disse tilsyn. Det er almindelig praksis, at en brugt bil, der står til salg hos en bilforhandler, sjældent synes inden den er solgt men først tættest muligt på leveringsdatoen. Dette for at sikre, at bilen leveres nysynet og ikke med et evt. flere uger eller måneder gammelt syn. Denne praksis er hverken ulovlig eller på anden måde forkert, men udtryk for almindelig sund fornuft, idet køber således får bilen leveret synet tættest muligt på leveringsdatoen.
  • Bilforhandlere har ingen gevinst ved at påvirke et syn af et køretøj, da de jf. købeloven skal yde reklamationsret. Iflg. reklamationsretten er en bilforhandler under alle omstændigheder forpligtet til at udbedre fejl og mangler på et køretøj i op til 24 måneder efter leveringsdatoen, såfremt disse ville have forhindret godkendelse ved syn.
  • DBFU undrer sig endvidere over, at der i forslaget udelukkende er tale om biler, da alle køretøjer, der er omfattet af synsregler, kan være involveret i svindel og ulovlig synspraksis. Således bør forslaget ikke blot omhandle biler, men også lastbiler, busser, motorcykler, traktorer og øvrige køretøjer, der er omfattet af synsregler.
  • Såfremt uanmeldte tilsyn hos bilforhandlerne fastholdes i det endelige lovforslag, vil DBFU på det kraftigste opfordre til, at ordlyden ændres fra ”brugtvognsforhandlere” til ”bilforhandlere, værksteder og øvrige forhandlere af køretøjer omfattet af synsregler”.
  • Alle bilforhandlere herunder forhandlere af fabriksnye biler, sælger brugte biler, hvorfor det ganske enkelt er en urimelig og uacceptabel forskelsbehandling mellem brugt- og nybilsforhandlere. Indirekte udskammer man ved nuværende ordlyd brugtbilsbranchen og siger, at kun syn foretaget for en brugtvognsforhandler kan være omfattet af mangler. – Det er ganske enkelt hverken sandt eller rimeligt.

Link til Transportministeriets nyhed om aftalen: https://www.trm.dk/nyheder/2023/ny-aftale-skal-stoppe-snyd-i-synshaller